Indflydelse på egen arbejdsdag.Valg til temaerne - en årlig begivenhed.På Nyborgværkstedet ser vi det som en af vore fornemmeste opgaver at fremme medarbejdernes indflydelse på deres dagligdag. Vi tror på, at indflydelse på eget liv højner medarbejdernes selvværd og mulighed for udvikling. I den forbindelse er det vigtigt, at de valg medarbejderne skal foretage, skal være overskuelige og have relation til deres eget liv. Man skal som personale være opmærksomme på, at denne gruppe mennesker i fortiden sjældent blev spurgt om noget, og deres indflydelse på eget liv var minimal. Man skal derfor være ydmyg og tålmodig, når man starter en proces, hvor medarbejdernes selvbestemmelse kommer i fokus. Medarbejderne vælger selv, hvad de vil beskæftige sig med, ved en gang om året at vælge tema. På Nyborgværkstedet har vi opdelt dagligdagens arbejdsopgaver i 4 temaer. I år er følgende temaer udbudt: Produktion/havehold, Kunst/velvære, IT/Krambod og Sportscafe. Hvert efterår starter vi evaluering af alle temaer. Det er Nyborgværkstedets strukturudvalg, der udarbejder evalueringsformen. Derudfra planlægges indholdet i de nye temaer, der skal udbydes det efterfølgende år. Medarbejderne giver i evalueringsfasen udryk for ønsker og behov for aktiviteter og arbejdsopgaver, som vi så vil prøve at tilgodese det kommende år. Det var bl.a. medarbejdernes ønske om mere idræt, der fik os til at investere i fitnessmaskiner. Når nye ideer og ønsker er fremkommet, kan personalet planlægge temaernes indhold, og selve valgmaterialet kan laves. Valgmaterialet består af billeder af hver enkel aktivitet og arbejdsopgave. Dette gør selve valgprocessen mere konkret for alle medarbejdere og tilgodeser særdeles de svage medarbejdere uden sprog, som så kan vælge tema ved at udpege yndlingsbeskæftigelsen. Mapper med valgmaterialet ligger rundt i huset en uges tid, så medarbejderne stille og roligt kan kigge på billederne og tænke over næste års tilbud.Alle medarbejdere får udleveret en valgseddel, hvor de skal skrive tre ønsker i prioriteret rækkefølge. Dette foregår hos Nyborgværkstedets souschef for at undgå, at medarbejderne i loyalitet til personalet vælger tema ud fra det. Souschefen er neutral og ikke tilknyttet noget tema. Når alle medarbejdere har valgt, fordeles de i de 4 nye temaer. Hvis der er medarbejdere, der ikke kan få deres 1. prioritet opfyldt ( dette kan ske pga. forskellige omstændigheder; f.eks. i IT hvor antallet af medarbejdere er begrænset af antal pc'ere) taler vi med vedkommende og tilbyder 2. prioriteten. Hvis et tema har stor tilgang, og de fysiske rammer kan rumme alle medarbejdere, kan det være nødvendigt at flytte personalet. Dvs. ressourcerne følger medarbejderne. Det er ledelsen, der har ansvar for denne afgørelse. Selve fordelingen af medarbejdere og personale offentliggøres inden juleferien, så alle er klar over, hvilket tema de skal arbejde i, i det nye år. Det skaber tryghed og gennemskuelighed for medarbejderne at gå til ferie med denne viden. Som personale er det vigtigt at slippe kontrollen og respektere medarbejdernes valg. Personalet kan godt have en forudfattet mening om, hvad der er godt for medarbejderen, og hvilket tema den pågældende medarbejder kunne drage størst nytte ved at arbejde i. Men har man sagt A... Så selvom personalet har en formodning om, at medarbejderens valg ikke er optimalt, starter medarbejderen op i det selvvalgte tema, og vi ser tiden an. Det er selvfølgelig altid sådan, hvis en medarbejder ikke trives i temaet, får vedkommende lov til at skifte om efter en prøveperiode. Det er dog sjældent det sker. Måske fordi det er sjovere at beskæftige sig med ting, man selv har valgt.... Det er i hvert fald vores umiddelbare konklusion. Nedenstående historie fra hverdagen på Nyborgværkstedet beskriver en medarbejders valg, som personalet havde en klar formodning om ikke var optimal, men det skulle selvfølgelig prøves af...
X har arbejdet på Nyborgværkstedet i mange år, hun er 53 år. X har ikke verbalt sprogudover nogle lyde, der ligner ord, men hun er god til at sige til og fra og gøre sig forståelig. De sidste par år har X arbejdet i temaet ”kunst/velvære”, og hun har været svær at motivere til opgaver og aktiviteter. X har været mest interesseret i at komme over og handle i vores genbrugsbutik Kramboden, der har åbent 2 gange om ugen. I slutningen af året er alle medarbejdere til valg, hvor de vælger, hvor og hvad de vil beskæftige sig med det kommende år. Hvert år bliver der fremstillet valgmateriale med billeder, der viser, hvad de 4 nye temaer indeholder af opgaver og aktiviteter. Medarbejderne udfylder valgsedlen hos souschefen, da de på den måde ikke vælger ud fra loyalitet til pædagogerne, men ene på grundlag af egen interesse. X kom op på souschefens kontor og bladrede i valgmaterialet. Efter kort tid pegede X på billedet fra Kramboden( som hører ind under IT-temaet) og andre billeder fra IT. Souschefen forklarede, at man ikke behøver at arbejde i IT-temaet for at handle i Kramboden; X kunne sagtens fortsætte i Kunst/velvære og så gå i Kramboden, når den var åben. Derudover ville hun jo skulle arbejde med computer hovedparten af tiden...Men X var meget vedholdende og pegede igen på billeder fra IT. Vi måtte tage konsekvensen af X’s valg og lade hende starte i IT-temaet, men det var med en forventning om, at X nok hurtigt ville skifte tema igen, da hun jo aldrig før havde arbejdet med computere. Da de nye temaer startede op, kom X på ”begynderholdet” i IT, hvor medarbejderne har eneundervisning i tænd/sluk funktionen, træning i at mestre musen og andre basale it-kundskaber. Det lod til at X udmærket var klar over konsekvensen af hendes valg, og hun modtog undervisningen med interesse. X fik hurtigt lært at mestre mus, og hun begyndte at lægge puslespil på computeren. Det interesserede hende meget, og hun fik indimellem udskrevet billeder af de puslespil, hun havde lagt. Personalet på X`s bosted fortalte, at X derhjemme betragtede hendes puslespilsbilleder med et stort smil på læben.X arbejder stadig i IT-temaet og lægger nu puslespil med flere brikker, hun er stadig på begynderholdet og modtager eneundervisning, hvor målet er, med små skridt, at udvikle X`s it-færdigheder. Det er flere år siden, at X har været så aktiv og motiveret.Heldigvis blev personalets negative forventninger gjort til skamme, og vi har endnu en gang fået bevis på, at vi ALTID skal se muligheder frem for begrænsninger, også når det umiddelbart ser usandsynligt ud....
|
|